lørdag den 18. juli 2015

Wild Rover & Rhapsody in Blue


Wild Rover   Colin Dickson England 2007  (Spice of Life x Rhapsody in Blue)
Smukke mørke vildroseblomster med dejlig, kraftig duft. Kan bruges som mindre klatrerose. Højde 1½-2 m. I 2013 var jeg på en sommer"ose"tur i den lokale planteskole, og her fangede denne rose min opmærksomhed: den skønne mørke farve og blomstens enkelthed... den skilte sig så meget ud fra de øvrige roser, og jeg måtte bare have den i haven!
Jeg troede fejlagtigt at dens vildrose udseende betød at den var meget vital, men desværre har den problemer med stråleplet og svag vækst i haven, hvorimod en stikling af den, som er blevet meget stor i drivhuset, aldrig får syge blade, vokser enormt og blomstrer fint. Det er afgjort en rose som trives under lune forhold, og den får aldrig meldug af varmen.








I år (2018) har den varme tørre Maj/primo Juni, virkelig været god for Wild Rover i haven, den har slet ikke stråleplet:


I drivhuset trives den fantastisk godt og har aldrig haft stråleplet, men den fylder enormt og blomstrer helt oppe under taget:





Luften i drivhuset er mættet af dens kraftige krydrede parfume.




Rhapsody in Blue    Frank Cowlishaw 1999 England  frøplante: (Summer Wine, cl. Kordes 1985) x
pollen: (Int. Herald tribune x (Blue Moon x Montezuma, Swim 1955) x (Violacea x Montezuma)
Smuk og usædvanlig farvet rose med skøn duft. Særlig smukke er de nyudsprungne blomster, senere åbner blomsten sig som en næsten enkel rose, og farven bleger til en gråviolet. Rigtblomstrende og remonterende, med sundt løv og god tilvækst.















Waltztime   Frankrig 1961    Rosen er købt under dette navn, men den ligner ikke de roser som google viser. Den ligner derimod Rhapsody in Blue i en anelse mørkere version. Den remonterer godt og er sund. Købt i 2016 i Kvickly for ca. 30 kr stk!







Burgundy Ice  Opdaget af Edgar Norman Swane, Australien 1998  introduceret i 2003 Sport af Brilliant Pink Iceberg. 
Farven er enestående mørk, fløjlsagtig vinrød med violette toner.  Mild honningduft. Højde op til en meter. Remonterende.








Iceberg, Climbing    Kordes 1958 Tyskland  (Robin Hood, (hybrid musk, Pemperton 1927) x Virgo)
En klatrerose med meget elegante blomster og smukt grønt løv. Dejlig og pålidelig rose, med meget få torne og rig blomstring til langt ud på efteråret. Dejlig duft. Væksten er kraftig, og den jeg havde i min første rosenhave blev stor. Jeg havde lyst til at have den igen i min nuværende have, og den nye voksede egentlig også godt, men den er desværre blevet "krammet" ihjel af rosenskovmærke og løvefod.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...